Sko-fri institution
Eventyrhuset er en sko-fri institution, så derfor skal I tage jeres sko af i børnenes garderobe.
Vi vil påpege det, hvis I ikke gør det - ikke for at genere jer, men fordi vi ønsker, at de små som store børn har et godt og rent læringsmiljø og en ren legeplads, nemlig gulvet.
Alkohol
Eventyrhuset er også en alkoholfri daginstitution. Dette betyder, at der ikke vil være mulighed for at nyde alkoholiske drikke til institutionens arrangementer.
Medicin
Som udgangspunkt kan vi ikke påtage os at give jeres barn medicin. Det er kun i tilfælde af kroniske lidelser så som astma, allergi, sukkersyge, feberkramper, med mere, at vi giver børnene medicin - og dette sker altid i nært samarbejde med jer.
Her er det vigtigt, at I giver en god anvisning om brugen af præparatet, samt at medicinen er mærket med navn, dato og dosis.
I sådanne kroniske tilfælde vil vi altid kræve et papir om tilsagn af brug af medicinen fra familiens læge.
Sygdom
Hvis jeres barn er sygt og ikke kan indgå i en almindelig hverdag, bedes I holde det hjemme på grund af smitterisiko og af hensyn til barnet selv. Børn kan også godt være syge, selvom de ikke har feber.
Vi har udarbejdet en folder, som I vil modtage, når I starter.
Modtagelse og afhentning – fravær og ferie
Når børnene afleveres og hentes, skal forældrene altid kontakte personalet.
Hvis jeres barn ikke kommer på grund af en fridag, ferie, sygdom eller lignende, skal der gives besked til institutionen. Har jeres barn været fraværende i kortere eller længere tid, er det jeres opgave at holde jer orienteret om stuens aktiviteter som for eksempel ture.
Hvis en anden end forældrene henter barnet, skal der gives besked til personalet. Hvis barnet hentes af en større søskende, skal der foreligge en skriftlig erklæring fra forældrene om, at dette er i orden.
Eventyrhuset har kun ansvaret for barnet så længe, det er i institutionen. Vi udleverer ikke jeres barn til andre uden forudgående aftale.
Husk at jeres barn også har brug for ferie i løbet af året, også selv om I ikke skal ud at rejse. Vi forventer, at jeres barn også holder 5-6 ugers ferie om året. Vi vil spørge nysgerrigt ind, hvis vi oplever, at jeres barn ikke holder fri. Vi forventer at alle børn holder 2-3 ugers sommerferie.
Tøj og garderober
Børnene skal have skiftetøj med fra inderst til yderst. Dertil også regntøj og gummistøvler samt hjemmesko. Institutionen kan desværre ikke erstatte bortkommet tøj, men en hjælp til at undgå dette er at skrive navn i alt tøj og fodtøj.
Samtidig så er det til stor hjælp for jeres barn, hvis I sammen kan holde orden i deres garderobe.
Sutsko
Sutsko er nok den ting, der forsvinder og dukker op flest gange i et barns liv i daginstitutionen. Et mareridt og til stor irritation for nogen, og for andre er det bare sådan. Vi gør, hvad vi kan for at børnene beholder deres sutsko på, men det er altså sådan, at når man selv kan, så er det spændende at tage dem af og prøve andres, og det er ikke altid, man husker, hvor de nu er henne.
Som institution kan vi ikke altid lede efter sutsko, for så vil vi bruge rigtig mange timer på det, og det vil betyde færre pædagoger på andre tidspunkter. Så vores opfordring til jer forældre er; led efter dem sammen med jeres børn. De ved som regel godt, hvor de er. Gør det til en vane, at I sammen sørger for, at de er der om eftermiddagen, så bliver det nemmere næste dag, når I afleverer jeres barn.
Legetøj
At gå i vuggestue og i børnehave er noget ganske særligt. Det betyder som udgangspunkt, at man ikke er sammen med mor og far. Derfor er det for nogle børn vigtigt at ”skabe bro” mellem hjem og institution ved at have et stykke legetøj med. Dette kan være en sovebamse eller en rød racerbil i lommen. Vigtigst af alt, så er det tryghed, og derfor er det helt okay.
Når jeres barn har legetøj med, så husk også her at skrive navn på. Det vil nemlig altid være jeres ansvar at finde det igen, hvis det bortkommer.
I børnehaven tilstræber vi, at det primært er legetøjsdag om fredagen.